Anmeldelse: “Last Seen in Massilia” og “A Mist of Prophecies” – Steven Saylor

Karakter:

Last… 5/10A

Mist… 8/10

Detektivromanerne med Gordianus the Finder, som hovedperson under den romerske republiks sidste krampetrækninger.
Hvor de senere romaner jeg har læst har været præget af de centrale personer i republikkens fald Pompejus og Cæsar, er de i disse to romaner snarere et bagtæppe til de historier, der er i forgrunden.

Last Seen i Massilia foregår som titlen antyder i Marseille, som bogen igennem er under belejring af Cæsars tropper.Gordianus er rejst dertil af personlige grunde og bliver hurtigt hvirvlet ind i et på en gang personligt og politisk drama, som på trods af belejringen udspiller sig.Fortællingen bærer meget præg af at være en transportfortælling. Det tror jeg ikke den er tænkt som, men der er for lidt at blive virkeligt engageret i. Men Gordianus er stadig vejviser og en god en af slagsen og derfor falder den ikke helt igennem.

A Mist of Prophecies er i en helt anden klasse som fortælling. Ikke mindst fordi at hele handlingen hhv udspiller sig og fortælles i tilbageblik i de dage, der gik mellem at Cæsar besejrede Pompejus ved Farsalos og til nyheden nåede Rom. Og så er Gordianus tilbage på hjemmebane vandrende rundt i Rom, hvor han forsøger at opklare mordet på en ung, smuk profetinde alt imens har tænker tilbage på sine egne møder med hende. Opklaringsarbejdet fører ham til 7 højtstående kvinders hjem, og udforsker forskelligheden i personlighed, drømme, frygt og situation mens den romerske borgerkrig nærmer sig sin afslutning.

Det er Saylor når har er bedst og de klæder ham virkeligt at have fundet et sted hvor han igen kan lade de store begivenheder være baggrund for spændende fortællinger i forgrunden. De senere bøger har været præget af at de store begivenheder blev den afgørende katalysator for historierne og det har ganske givet bundet ham mere. Og så skader det ikke at den gode Gordianus som hidtil har levet strengt efter egne idealer, bliver udfordret på disse. A Mist of Prophecies fremstår som en af de bedste bøger i en i øvrigt glimrende serie, og når sådanne perler venter i nu og næ udholder man nok en transportfortælling ind imellem.

Anmeldelse: “Everything Happens for a Reason – and other lies I’ve loved” – Kate Bowler

Karakter: 6/10

Favoritcitat: ”The promise of heaven to me is this: One day I will get a new set of lungs and I will swim away. But first I will Drown.”

Jeg havde forventet noget andet. Jeg havde forventet at Kate Bowler, som er assisterende professor ved Duke Divinity School i North Carolina i USA var gået teologisk i kødet på alle de små ting vi siger til mennesker der lider, som f.eks. at der er en mening med alting. For selvom vi siger det og selvom de i høj grad trives i kristne cirkler, så er der begrænset med bibelsk belæg for dem og endnu mindre sådan grund teologisk. De trives især inden for det som på engelsk kaldes for ”prosperity gospel” – som er en kirkelig retning som fokuserer på velstand som et udtryk for Guds velsignelse. Det har Kate Bowler forsket intenst i og jeg troede derfor at denne bog var hendes gennemarbejdede og personlige afvisning af alle de ting som vi siger.

Det er denne bog på ingen måde. Det er hendes personlige beretning og at være kræftpatient og i det hele taget være et menneske der lider. Det er hendes beretning om at være et af de mennesker disse ting bliver sagt til og hendes vidnesbyrd om hvor lidt de hjælper og hvor meget de skader. Hun behandler sine egne følelser; ophøjede og egoistiske iblandt og hun kommer løbende ind på hvad det så var der hjalp på vejen.

Et særligt interessant perspektiv er hendes opvækst blandt mennonitiske kristne i Canada – en retning hun ikke selv er ud af – og hvordan de er verdensmestre i at tage lidelsen på sig og i at mindes tab. De ser i modsætning til velstandsevangeliet ikke lidelsen som et tegn på Guds modvilje. Dette modbillede er forfriskende og velsignende i en tid hvor vi alle har det med at tro for meget på fremskridtet og velstanden.

Kate Bowler skriver personligt, inderligt og ærligt. Og bogen kan anbefales til alle som kender et menneske som lider.

Anmeldelse: ”Hvor svært kan det være” – Dan Hammer og Mads Davidsen

Karakter: 7/10

Yndlingscitat: ”Et liv med fodbold er et liv med langt flere glæder end frustrationer. Et liv i fodbold er en vekselvirkning mellem dyb frustration og stor lettelse.”

Mads Davidsen har en mission og Dan Hammer har en mission. Det er to missioner som minder om hinanden og har et fælles svar på spørgsmålet ”Hvor svært kan det være” at drive en fodboldklub? og uden at ødelægge læseoplevelsen synderligt kan jeg godt på forhånd afsløre deres svar: Det er ganske svært.

På den baggrund har de udgivet en bog sammen, der forener deres perspektiver. De er hver især pennefører på en halvdel af bogen. Dan Hammer på den økonomiske og forretningsstrategiske del og Mads Davidsen på den fodboldstrategiske del.

I den første del som går på den forretningsstrategiske del er Dan Hammer ramt af en skrivelyst uden lige og det vrimler med referencer til fodboldhistorier, sangtekster og -titler samt politiske anekdoter, alt sammen med det formål at få det til at stå klart at strategiske valg indebærer fravalg, at der i fodbold er en række branchespecifikke stressfaktorer, der gør det umådeligt svært at holde hovedet koldt og at ’hvis’ man ønsker at drive en fodboldklub som en rentabel eller i alt fald ikke voldsomt underskudsgivende forretning, så kræver det at man er bevidst om sine forretningsmæssige konkurrencefordele og i hvilken grad de er unikke.

I anden del af bogen, hvor Mads Davidsen, slår sig løs er der en simpel konstatering af at hvis enhver holdbar strategi skal have et tidsmæssigt sigte på 3 – 5 år, så nytter det ikke noget at give de fodboldstrategiske nøgler til en cheftræner som i snit besidder jobbet i 16 måneder. Herefter præsenter Mads en række af de spørgsmål, man som klub kan stille sig selv for at finde frem til en fodboldstrategi og dermed også en hjælp til hvilken cheftræner man skal ansætte og hvordan rollen som cheftræner skal defineres. Der findes givetvis fleres spørgsmål der kan stilles på den vej, end dem som Mads præsenterer, men de er om ikke andet et godt bud – og uanset bliver det klart at fodbold på et strategisk plan er et ligeså komplekst spil som det er på banen.

Alt i alt er bogen en fornøjelse at læse – I den første del flyver man afsted på Dan Hammers fortællebegejstring, mens man i anden del bliver nødt til at sætte tempoet ned i Mads Davidsens dejligt nørdede tilgang til fodbold.

Hvis du, som jeg selv, er mandagsdirektør eller mandagssportschef er dette bogen til dig.

Anmeldelse: “Accidental Saints” – Nadia Bolz-Weber

Bogen er Nadias opfølgning på Pastrix, og hvor den røde tråd i Pastrix var hendes eget liv (det var trods alt en selvbiografi) og påskens budskaber – så er den røde tråd mere utydelig i Accidental Saint, men den er vævet af historier fra Nadias virke som præst og prædikant i “House for all Sinners and Saints” – den lutherske kirke hun var med til at stifte.

Og hvor påsken udgjorde en forkyndelsesmæssig kerne i Pastrix er der i Accidental Saints langt flere perspektiver fra resten af kirkeåret, hvor det især er Alle Helgen der træder tydeligst frem.
Formen er små historier fra Nadias liv bl.a. om personer hun kender. Flere kapitler indledes med et bibeluddrag og koblingen til prædikengenren er tydelig. Bogen rundes smukt af med at Nadia “skriver sig ind i” saligprisningerne.

Manglen på den røde tråd gør at bogen fremstår lidt svagere end Pastrix, til gengæld træder Nadia Bolz-Weber frem som den fremragende forkynder hun er. På sin vis ville dele af bogen have fungeret stærkere som prædikensamling – men dem er der jo ingen der køber længere – og så er dette format den næstbedste.

Alt i alt er det en anbefalelsesværdig bog, men først og fremmest må jeg anbefale at følge Nadia Bolz-Weber på sociale medier, hendes blog og hendes podcast “the confessional”. Hun er en uovertruffen forkynder, skriver gode bønner og jeg har mere end én gang støttet mig til hende i Corona-perioden.

Karakter: 7/10

Favoritcitat: “In the Jesus business, community is always a part of healing. Evne though community is never perfect.”
Egentlig er det er stykke tid siden jeg har læst bogen, men jeg følte jeg skyldte en anmeldelse.

Anmeldelse: “The Venus Throw” og ”A Murder on the Appian Way” Af Steven Saylor

Karakter 7/10

Favoritcitat: “… ’I’m seeing nothing. Nothing at all. And it seems to go on forever.’ ‘Are you going blind?’ ‘No! I can see everything. Except that there’s nothing to see!’”

Hvis jeg var forlægger og fik et bog-pitch der lød således: Det er en bogserie om en slags detektiv, der løser kriminalgåder i Rom i det første århundrede fvt. Som mødes med alle de kendte personer fra historien og hvor bøgerne samtidigt forsøger at beskrive hvordan den var at være ’almindelig’ romersk borger på den tid. Ja så tror jeg umiddelbart jeg ville have tænkt, at det var så ambisiøst at det måtte ende i en katastrofe. På den anden side ville det for mig og andre med præferencer for netop den periode i romersk historie (haven’t we all) være en drøm af en bogserie, hvis det altså mod forventning lykkes at gennemføre projektet.

Det er i den grad lykkedes for Steven Saylor som med sin bogserie ”Roma Sub Rosa” har gjort netop hvad det imaginære pitch sagde. Her følger vi ”Gordianus the finder” rundt i Rom, i snævre passager, på forum og rundt i Roms omegn og længere væk. Sammen med ham møder vi slaver, borgere og nogle af historiens mest berømte skikkelser. Sulla, Crassus, Pompejus, Cæsar, Marcus Antonius og især Cicero. Hvor Saylor i de første bøger nok lader Gordianus arbejde for Cicero og Crassus er det med kriminalgåder, der nok er betydningsfulde i de respektive karrierer, begynder han jo tættere vi kommer på republikkens undergang at tage fat om nogle af de mest særegne og betydningsfulde begivenheder og gåder den sene republik oplevede. Fx Catalina-affæren og i ”A Murder on the Appian Way” mordet på Clodius.

Gordianus er i en sådan grad en litterær figur, at han kan noget, som det sandsynligvis har været umuligt at kunne i de urolige år op til den romerske borgerkrig. Han forbliver en fri fugl, der kan færdes i blandt og er kendt af alle de centrale personer. Og det understreger i virkeligheden Saylors geni, at han på én gang får beskrevet hvor umuligt det skulle være at der eksisterer en person som Gordianus, og samtidigt lader ham være hovedpersonen i romanerne.

Jeg gør en dyd ud af at læse bøgerne i udgivelsesrækkefølgen, og blev ved læsningen af disse to snydt af bagsideteksten, så jeg har læst dem i forkert rækkefølge, der ærgrede mig, men var ikke alt afgørende for kvaliteten.

Jeg vil gerne fremhæve en kvalitet ved hver af bøgerne:

”The Venus Throw”, hvis titel først og fremmest hentyder til et terningeslag, viser meget effektfuldt, hvordan kvinderne var stillet i det mandsstyrede samfund. Fra den rige og selvbevidste kvinde fra en af Roms mægtigste og mest estimerede familier til den unge slavekvinde, der bare kunne sælges videre, lider de alle under at være under mænds og ikke lovens beskyttelse, for når mændene ikke kan eller vil beskytte dem, hvad så? – Det spørgsmål besvarer bogen med kvalmende klarhed.
“A Murder on the Appian Way” viser at når kampen om magten spidser til er det umuligt ikke at komme til vælge side. Som nævnt ovenfor forbliver Gordianus i hvert fald foreløbigt fri af alle alliancer, men det kan kun denne litterære figur. Alle andre hører til i den ene lejr eller den anden, og så kan det godt være de skifter side fra tid til anden, men de slipper aldrig fri af spillet. Og som en anden forfatter har fortalt os: ”When you play the game of thrones, you either win og you die.”

Anmeldelse: ”Den treenige identitet – Gud ifølge evangeliet” af Robert W. Jenson

Karakter 8/10

Favoritcitat: ”Det er, hvis Jesus er opstanden, at der er en betingelsesløs elskende, der har kærlighedens grænse bag sig.”

Robert Jenson langer i sit korte efterskrift i denne glimrende, men højtravende bog ud efter både forbrugeren i den religiøse buffet, efter de teologiske læreanstalter, efter biskopper der ved ordinationen ikke skeler til om den potentielle ordinant reelt set tror på kristendommen og efter alle os som har svært ved at acceptere, at der er diskussioner, der går over vores forstand.

Dette er, udover at være udtryk for Jensons skeptiske tilgang til Vesten, de højere læreanstalter og den vestlige kirke som sådan, et udtryk for den følelse jeg sidder tilbage med efter at have læst bogen. At der er elementer i den som går over min forstand. Eller i det mindste går over min forstand, for så vidt jeg ikke længere er teologistuderende sidst i 20’erne, der lige har været til eksamen i Løgstrups metafysik med udblik til Martin Heidegger.

Årsagen til at jeg har givet mig i kast med denne tunge teologiske bog, er at jeg sammen med en ven og fagfælle har en studiegruppe, hvor vi forsøger at få læst noget teologisk stof, der ikke relaterer sig til det praktisk og pastoralteologiske felt.

”Den treenige identitet” er Robert W Jensons gennemtænkte og gennemgribende forsøg på at fastholde og forny den forståelse af treenigheden som vandt på de to første oldkirkelige koncilier og er formuleret i den Nikænokonstantinopolitanske Trosbekendelse og som de kappadokiske fædre udfoldede klarest. Jenson argumenterer flot for hvordan talen om treenigheden er i overenstemmelse både med evangeliets tale om Gud og den gammeltestamentelige forståelse af Guds forhold til verden. Ligeså flot viser han hvordan bekendelsen fra Nikæa og Konstantinopel ret beset er den evangeliske forståelse af Den treenige Guds sejr over de hellenistiske gudsforestillinger.

I en kritisk læsning af den vestlige teologihistorie udfolder han, hvordan den kreative omtolkning af visse græske begreber, som blev anvendt i den østlige kirke ved formuleringen af treenighedslæren gik tabt i oversættelsen til latin og dermed til hele den vestlige kirke, hvorfor den vestlige kirke konsekvent har stået i en paradoksal treenighedstro, der på én gang accepterer de hellenistiske gudsopfattelser og evangeliets tale om treenigheden og især Jesus Kristus. Der er drøje hug til højre og venstre, især Augustin, Peter Lombaderen og Bultmann bliver ramt, mens der er ros for forsøget til Augustin, Luther, Hegel, Barth og Pannenberg.

Jenson ender ud i en udfoldelse af treenigheden som trækker stærkt på det personbegreb, som er introduceret hos Augustin og fuldt udfoldet hos Hegel, og som forankres i fremtiden, som al moderne vestlig tænkning er det, i tråd med Hegel og Pannenberg og som anerkender Guds aktive handling i sin skjulthed og anderledeshed, som Luther og Barth trækker på.

Selvom argumentationen på visse steder vitterligt går over min forstand er der argumenteret vel. Jenson er en kreativ tænker, som kan sin teologihistorie og anvender den til udfoldelsen i et kernesystematisk ærinde. Det eneste spørgsmål jeg sidder tilbage med er om argumentationen er selvberoende. Om de præmisser som Jenson sætter uafvendeligt fører ham til konklusionen og om disse præmisser vil accepteres af andre tænkere, dogmatikere såvel som filosoffer.

En afgørende pointe er at selvom treenigheden er svær at forklare, selvom den systematiske diskussion er forbeholdt de få, så er den let at forstå i det konkrete kirkelige liv. I bøn og liturgisk brug forstår kirkegængeren intuitivt den treenige struktur. Fx at vi beder til Faderen, sammen med Sønnen, i deres Ånd.

Hvis man virkeligt skal have gang i de små grå, er dette en fremragende bog. Ikke mindst fordi den vil appellere bredt på tværs af det kirkelige spektrum i en dansk kontekst. Hans brug af de bibelske skrifter forener frem for adskiller, hans veneration for Luther og Barth skinner igennem og så placerer han sig på en egentlig opstandelses side i diskussionen om opstandelsen.

For mig hjælper den til at flytte min forkyndelse endnu mere ud i en håbsdimension – et håb der vel og mærke står til den kærlighed som blev åbenbaret i Jesus.

Anmeldelse: “Ægtemænd og Fædre” af Derek Prince

Karakter: 3/10 (i en anden kulturel kontekst kunne den score højere, og hvis jeg har ret i det allersidste forhold jeg nævner, ville den også kunne score lavere)

Bedste citat: “Jeg mener, at jeg er min brors vogter, uanset hvilken hudfarve han har – eller hvilket land, han bor i.”

Jeg fik denne bog stukket i hånden af en bekendt, som ligesom jeg interesser sig for spørgsmålet om køn i en kirkelig kontekst, og som har bemærket at jeg har været i gang med at læse litteratur med det tema. Det var aldrig en bog jeg selv ville have taget fat i, men da jeg forsøger, at gøre en dyd ud af at læse bøger jeg bevidst får stukket i hånden, har jeg kæmpet mig igennem den.

Og kæmpet er på sine steder det rigtige ord – simpelthen fordi dele af bogen fik mig til at stritte imod. Ikke så meget det primære indhold, men formen og den bagvedliggende teologi. Og fordi det var en kamp og jeg er relativt kritisk er denne anmeldelse meget længere end dem jeg plejer at skrive. Jeg forsøger at formulere en kærlig kritik (i hvert fald hvad angår bogens ærinde) og slutter af med mine overvejelser om det virkeligt problematiske i bogen.

Om forfatteren

Derek Prince var engelsk ikke-denominationel evangelikal kristen. Født i 1915 i Indien og boede i løbet af sit liv adskillige steder i verden, bl.a. USA, Kenya og Israel. Selvom han ganske givet tilhørte Den Anglikanske Kirke i sine barndoms- og ungdomsår oplevede han det, som han sikkert selv vil kalde en genfødsel som kristen, gennem bibellæsning. Det kan ikke undre at når Bibelen spillede en så stor rolle for han eget trosliv er det også hans udgangspunkt for hans virke som prædikant og underviser.

For nærværende bog er det relevant at tilføje at han igennem sit 88 år lange liv, var gift to gange. Hans første hustru Lydia døde i 1975 og hans anden hustru Ruth døde i 1998. Lydia drev, da Derek Prince traf hende et børnehjem og havde selv adopteret 8 piger, sammen adopterede de endnu en pige og slutteligt adopterede han Ruths 3 børn, da de blev gift. Hans egen erfaring som far er altså langt fra det kernefamilieideal som herskede fra 1950’erne og til en vis grad stadig opfattes som normen.

Resume
Bogen (som er skrevet i slut 90’erne) har to hovedemner – At være en bibelsk ægtemand og at være en bibelsk far. Det ligger naturligvis implicit, at en bibelsk ægtemand og far er en god ægtemand og far. Prince identificerer i Bibelen, ægteskabet som pagt, mandens rolle i et ægteskab og kvindens rolle i et ægteskab. Dernæst udfolder han faderens 3 hovedopgaver som far for sin familie: Præst, Profet og Konge. Efter at have forhold sig til faderskabet i familien viderefører han sine tanker i det åndelige faderskab. Især i denne sidste del udfoldes et meget pessimistisk syn på samfundets udvikling, og hvorledes han ser familien og i særlig grad faderrollen som essentiel for en genoprettelse om ikke af det gode, så i hvert fald et bedre og mere kristent, samfund.

Det gode

Prince skal især have ros for fem ting.

For det første for sin klare forståelse af, at der for samliv og trosliv ikke er nogen værdiforskel eller betydningsforskel på mænd og kvinder. Især skal han have ros for i sin læsning af syndefaldsberetningen at tilregne Adam om muligt mere synd end Eva.

For det andet har han forstået og fremlægger den væsentlige pointe i Paulus tale om kønnene i 1. Korintherbrev. Når manden beskrives som kvindens hoved, ser han paralleliteten til Kristus og Kirken, hvor Kristus giver alt i kærlighed for kirken. I det omfang, der er tale om underordning er det under den kærligt ofrende mand.

For det tredje for klart at se, at man ikke kan udtale sig om ægtemandens rolle uden samtidigt at tale om hustruens rolle.

For det fjerde skal han have ros for at udstrække sin tænkning om det at agere som fader eller forælder til en større kreds end den nærmeste familie. Han fokuserer især på åndeligt faderskab, men det sociale ansvar som man som kristen bærer er aldrig langt væk i det han skriver.

For det femte, at identificere ægteskabet som pagt.

Her bør jeg tilføje et særligt forhold ved denne bog. Nemlig at jeg næppe er den intenderede læser. Jeg er relativt bibelkyndig vestlig teolog i et af de mest ligestillede samfund i verden. Derfor er min læsning af denne bog markant anderledes end hvis læseren er messiansk jøde, kenyaner, inder e.l. Den kulturelle baggrund for læsningen af en bog om dette emne spiller en væsentlig rolle, det samme gør det forhold at bogen er 20 år gammel og skrevet af en på det tidspunkt over 80-årig mand. Med de kulturelle forhold in mente er jeg ganske overbevist om at Prince skal have endnu mere ros for ovenstående, end den kritik jeg om et øjeblik kommer til at rette mod bogen tyder på.

Det dårlige:

Mine kritikpunkter knytter sig tæt til de punkter jeg roser, så også her er der fem punkter, og til sidst kommer så en væsentlig mangel

Når Prince nu tager udgangspunkt i syndefaldsberetningen, er det påfaldende at han ikke forholder sig til at kvindens underordning under manden ikke er et udtryk for en skabelsesordning, men derimod en konsekvens af syndefaldet. For når dette indses, udfordrer det enhver menighed som trækker på Adam-Kristus typologien fra Romerbrevet. Syndefaldets konsekvenser er i evighed overvundet i det gudsrige som er i frembrud, hvordan stiller det kønnene i dette forhold?
Paulus forholder sig netop til dette i sine anvisninger til menighederne, fx i Galaterbrevets tale om ligheden overfor Gud. I forhold til de konkrete anvisninger til menigheder overser Prince at Paulus budskab er præcis så revolutionært som kirken kan holde til uden at blive en paria i forhold til det omkringliggende samfund. Underordningsprincippet som gælder både slaver og kvinder følger samfundsordningen i det romerske samfund, men retningslinjerne til mændene og slaveejerne skaber en forpligtelse som det omkringliggende samfund ikke var vant til. På den baggrund kan man vælge at følge brevenes bogstav eller brevenes revolutionære ånd, der peger i retning af ligeværd og lige ret.
Når nu Prince har opdaget at man ikke kan se på ægtemanden rolle uden at se på hustruens undrer det mig faktisk at se, hvor meget det moderlige aspekt i familien er udeladt, for hvad er kvindens rolle som mor set i forhold til mandens rolle som far.
I forholdet til det åndelige faderskab ser jeg en væsentlig mangel i udfoldelse af endnu en rolle, som dog måske ikke er reserveret til mænd, nemlig det åndelige broderskab eller med et moderne svensk udtryk søskendeskab. Et er at vi kan agere som åndelige forældre for hinanden, men i dåben er vi først og fremmest givet hinandens om brødre og søstre i Kristus. Dette savner jeg i det mindste antydningen af et perspektiv på.
Argumentationen for at ægteskabet er en pagt finder Prince i bibelsteder, som sammenligner Guds løfter til hhv. menneskene og jøderne med ægteskabet. På den baggrund regner han så baglæns og oversætter så karakteristika fra Guds pagter med mennesker til karakteristika for ægteskabets pagt. Her bliver fokus på den bibelske argumentation faktisk en bremseklods for et virkeligt interessant emne. For det forhold at vi omtaler ægteskabet som en pagt og det forhold at man ved en kirkelig vielse afgiver løfter som kun begrænses af døden, er i sig selv begrundelse for at se på ægteskabet som en pagt. Et af de elementer der i den sammenhæng er interessant, er at se på forskelle og ligheder mellem de guddommelige pagter og menneskelige pagter – hvor den væsentlige forskel naturligvis er, at Gud, som er evig i sin trofasthed, konstituerer de første, mens menneskene, som konsekvent svigter i deres trofasthed, er konstituerende for de sidste. Jeg er faktisk overbevist om, at der havde været en hel bog i en undersøgelse af ægteskabet som pagt.

Den største mangel ved denne bog, og det er muligvis uberettiget at jeg siger det da bogens tema jo netop er ”ægtemænd og fædre”, er det nærmest totale fravær af en udfoldelse af mandens (og kvindens) rolle i de perioder i deres liv, hvor ikke er hhv. ægtemænd og fædre (hustruer og mødre). Og enhver hævdelse af at ægteskabet er identitetsbestemmelsen for alle mennesker kan ikke have sin gyldighed når menneskelivet betragtes i sin helhed. Og i det mindste anerkendelsen af dette sidste forhold savner jeg.

Det virkeligt problematiske – og her forlader vi den egentlige anmeldelse

I min læsning af bogen har jeg haft fem store vanskeligheder ved at læse videre og gøre den færdig. Først de to små og så de tre store.

Der er formen, med ivrigt at citere forskellige bibelsteder ofte uden intern sammenhæng iblandet anekdotiske fortællinger. Jeg er ikke vild med det og det forundrer mig at en klassisk filosofiuddannet englænder benytter sig af det. Men det er nu engang formen i en del af denne slags litteratur.

Der er den konkrete anvendelse af anekdoterne, som har vidnesbyrdkarakter. De bærer næsten uden undtagelse præg af at være efterrationaliseringer, men hvad værre er – han tillægger dem konsekvent forklaringskraft. Jeg har det seneste år læst flere bøger, der gør brug af vidnesbyrd og de har på mange måder åbnet formen for mig på ny ved at benytte den som et tilbud og i en sammenhæng, så jeg selv kunne tolke og tyde. Den mulighed giver Prince mig aldrig og det er frustrerende.

Så til de tre store.

Prince omtaler konsekvent Bibelen i sin helhed som ”Guds ord”. Jeg var nok klar over at bogen ville indeholde et konservativ bibelsyn, men jeg må sige at jeg finder dybt kritisabelt at han gør det uden eftertanke overhovedet. Især da Bibelen selv omtaler Jesus som ”Ordet der er hos Gud”. Det gør at jeg vil være varsom med at omtale noget andet som Guds ord – Bibelen kan højest – og det er ikke så lidt – være ord om og med Gud. En pointe som han overser er, at hver eneste gang han omtaler Guds ord i skriftsteder e.l. peger han på hvor vigtig Bibelen er for ens liv, hvor han ville have haft muligheden for at pege på Kristus. Det er jeg ret overbevist om er hans væsentligste ærinde, så på den måde er det ærgerligt.

Han taler i flæng om åbenbaring. Kristendommen hævder at Gud har lavet sin afgørende selvåbenbaring i Jesus Kristus. På denne side af evigheden åbenbares Gud ikke tydeligere end i ham. For os som fortrinsvist møder Kristus rituelt ved nadverbordet, er Bibelen den primære og fælles åbenbaringskilde til ham. Når Prince i hele sin forkyndelse har så stærkt et bibelfokus og taler om at have mødt Jesus gennem bibelen undrer det mig at han omtaler andre afgørende oplevelser i hans liv som åbenbaringer af Gud, på lige fod med åbenbaringen af Kristus i Bibelen. Især forstyrrer det mig at han forudsætter disse åbenbaringer som noget som er alment og fælles for kristne. På trods af den overvurdering af Bibelen jeg beskriver ovenfor, er dette en undervurdering af Bibelen som den fælles primære åbenbaringskilde.

Sidst men ikke mindst er jeg i tvivl om han ikke i sin beskrivelse aF Gud Fader og Jesus, som Guds søn er på vej ud i en dybt problematisk treenighedsforståelse, som er i strid med de oldkirkelige bekendelser. Ganske simpelt, at han er ved at gøre Gud Fader til hele ”Gud” og Kristus til noget andet. Jeg er ikke sikker, for det er ikke ærindet i denne bog, men der er flere formuleringer, der peger i den retning. Selvom jeg har det ganske svært med bibel og åbenbaringssynet, så er det dog inden for skiven af hvad der i historien har været anerkendt som forskellige former for kristendom, det er en problematisk treenighedstænkning ikke.

Anmeldelse: ”Jesus Femist” af Sarah Bessey

Efter at have læst Sarah Besseys ”Miracles and other reasonable things” henover nytåret, havde jeg lyst til at læse mere af hende. Derfor benyttede jeg lejligheden til at bestille endnu en bog af hende hjem, da min kone var i gang med at bestille kost-bøger hjem.

Valget faldt på bogen med den mest bastante titel ”Jesus Feminist”. Bag den lidt bastante titel gemmer sig en alt andet end bastant bog – sådan ser jeg den i hvert fald, fra min ligheds-skandinaviske tilværelse.

I mine øjne er der absolut intet kontroversielt i hendes syn på kvinders rolle i kirken og på hendes læsninger af de bibelske tekster. Og efter at have læst en endnu mere karismatisk og vidnesbyrd-agtig bog af Bessey selv og 4 bøger af Rachel Held Evans (som i øvrigt har skrevet forordet til ”Jesus Feminist”), så er jeg efterhånden vant til hvordan bibelen anvendes og hvordan det kirkelige sprog er i den Nordamerikanske og reformerte kontekst.

Det som til gengæld provokerer mig, er simpelthen at bøger som denne og Rachel Held Evans ”My Year of Biblical Womanhood” er nødvendige. For det er de tilsyneladende.

Når det så er sagt, så er denne bog på intet tidspunkt skrevet som polemik, den er aldrig aggressiv, den er omfavnende. Næsten (men kun næsten) for omfavnende. Det er en kærlig bog, af en forfatter som har forstået Jesus budskab om at Gud elsker os først – vi er altid allerede elskede, som mennesker først – alt det andet som vi også er og som knytter sig til os – køn fx er i forhold til Gud skubbet i baggrunden.

Bogen er ganske fin, men det er ikke en bog jeg vil anbefale til mange i en dansk kontekst – det skulle alene være til kvinder (og mænd) som udforsker om der gives et kristent syn på det at være kvinde og – for det hænger jo uløseligt sammen – det at være mand.

Bedste citat: ”God may call you to marriage og singleness – likely a bit of both in your life. Either way, you are living loved, his burden I easy, his yoke is light, he gives joy for mourning, beauty for ashes, and our only responsibility is to follow in his footsteps.”

Karakter: 6/10

Anmeldelse: ”Løgneren” af Martin A. Hansen

I forordet, som er skrevet af skuespilleren Jens Albinus, slå det i første linje fast, at dette er en stor roman – eller ”en af mindste, største romaner, han kender.” Og som sådan har den været en af mine (mange) udeladelsessynder i min læsning af stor, dansk litteratur. Derfor er jeg også glad for nu at have læst bogen, som jeg ikke tror bliver en favorit, men nok bliver en klangbund. Men store romaner er nu engang svære at bedømme som gode eller dårlige.

Jeg er ikke så belæst på litteratur som Jens Albinus, derfor kan jeg ikke vurdere, hvorvidt han har ret i at romanen er inspireret af Knut Hamuns ”Pan” men selv jeg kan se den stærke inspiration fra Kierkegaard og Blicher. Vi har her at gøre med en dagbogsskrivende degn, med en forførende Johannes, som dog i alle forhold er og bliver en løgner. En løgner over for de familier han er sat til at tjene, en løgner over for de kvinder han begærer og som begærer ham, over for sig selv og over for os som læserne.

Dagbogen er skrevet som en ”bekendelse” til Nathanael – En opdigtet person som bærer navnet på den discipel, som Jesus ved deres første møde beskriver som en “Israelit uden svig.” Selv er Johannes ganske på det rene med, at han ikke selv kan indtage position, som den der er uden svig, det er tydeligt først og sidst i romanen. Det er besnærende, som læser at indtage denne Nathanaels position, men for så vidt det kommer an på at være uden svig, tror jeg nok at vi også gør os bedst ved at melde hus forbi til den position.

I sommer hørte jeg et foredrag, som omtalte moderne ø-romaner som et sted, hvor mennesket i fremmedheden kommer til sig selv. Foredraget tog meget naturligt udgangspunkt i løgneren, som en af de romaner der har stået fadder til denne bevægelse. Selvom romanen tilsyneladende slutter et sted, hvor den gode degn har sluttet fred med sin egen fremmedhed og hjemlighed på øen, så er jeg efter læsningen stærkt tvivlende for om han på nogen måde er kommet til sig selv. Han er nemlig, i modsætning til Blichers voyeuristiske landsbydegn, en forførende og løgnagtig degn.

Et forhold ved bogen – som jeg ikke havde tænkt over da jeg kastede mig over den – det var snarere Corona-nedlukningen, der blev anledningen – er at hovedparten af handlingen foregår mellem den 13. og den 16. marts, og at degnen prædiker over teksten til 3. søndag i fasten. Det er en pudsighed, alt den stund, at jeg har læst det meste af bogen i perioden den 14. – 20. marts, og har videoreflekteret over teksterne til 3. søndag i fasten. Godt nok prædiker degnen over teksten til 1. tekstrække, mens det for mig har været teksterne fra 2. tekstrække. Men tematikken er den samme. Det drejer sig om besættelse, urene ånder og dæmoner. Og spørgsmålet lyder flere gange i romanen: Er du fejet og prydet?

For nyligt talte jeg med en ven, som undervejs i en fortælling sagde – ”det er godt, når man mener at mennesket ikke bare er godt, men også er ondt, at mærke at det også gælder en selv”. Det er sandt, og vil man litterært læse sig ind i denne stemning fra et eksistentielt udgangspunkt, skal man ikke tøve med at kaste sig over Løgneren.

Det er på mange måde en underlig bog, som insisterer på ikke at have stort at fortælle. En bog som er hektisk i sin langsomhed, og som jeg egentligt tror læses bedst i tåge.

Favoritcitat: ”Mit navn er Johannes Vig. Sig det ikke for hurtigt, Nathanael. Johannes Vig“

Karakter: Litterære klassikere som denne må undslå sig karaktergivningen

Anmeldelse: “Lige her” af Iben Krogsdal

Iben Krogsdal har på forespørgsel af Folkekirkens Konfirmandcenter skrevet 9 noveller til højtlæsning for børn i konfirmandalderen. De er blevet udgivet i denne lille bog og videreformidlet til landets præster. Det er anden gang jeg har fået en sådan bog med noveller af Iben Krogsdal, og jeg læste også den første “Stenen under sengen”.

I modsætning til den første bog, som jeg ikke fandt megen brug for, er jeg meget begejstret for denne. Temaet for alle 9 noveller er opstandelse og de giver på hver deres måde opstandelsen relevante, vedkommende og forståelige billeder uden at gøre den lille. Alle fortællingerne tager afsæt i situationer jeg kender til enten fra mit eget liv eller mit virke som præst og jeg har ved hver eneste novelle tænkt, den kan jeg bruge, hvis ikke til dette hold konfirmander, så til et andet.

Så tak til Folkekirkens Konfirmandcenter for bogen og tak til Iben Krogsdal for at skrive den.

Bedste citat: “Lille tut, kan du ikke mærke det? I Himlen har vi allesammen et hjerte, der slår.”

Karakter 8/10

Her kan du finde novellerne på konfirmandcenterets side