At stå under dom

Andagt skrevet til Brødremenighedens Husandagtskalender – bragt den 16. oktober 2021

“Vi følger dine bud, til dig sætter vi vort håb, Herre.” Es 26,8

“Vi skal alle fremstilles for Kristi domstol.” 2 Kor 5,10

Det er en velsignelse at vi står under dom.

Af al Jesu undervisning er det tydeligt, at det ikke er ligegyldigt hvordan vi lever vores liv. At der er bud at følge: De handler om at elske vores næste, om at vende den anden kind til, at forsone os med vores medmenneske og være alles tjener. Men hvis buddene skal være mere end tilbud har vi brug for at være ansvarlig over for nogen, når det kommer til at holde dem.

Det er en velsignelse, at vi står under dom, fordi vi i kraft af dommen holdes ansvarlig for vores liv.

Der er mennesker som trædes meget under fode. Vi skal ikke tænke længe for at komme i tanke om forfærdelige eksempler fra vores nutid og vores historie. Men i det små har vi alle oplevet det, at der er andre mennesker som har handlet ondt imod os. Og uanset, hvor meget vi forsøger at efterleve Jesu bud om at tilgive disse mennesker, så er det væsentligt, at disse mennesker også er ansvarlig for de handlinger de har begået mod os og mod andre.

Det er en velsignelse at være under dom, fordi dommen lover os retfærdighed for de synder, der er begået mod os.

Men det vigtigste er, hvem der er dommer. Hvem vi sætter vores håb til. Der er vi givet en dommer, som ser vores lidelse, ser vores overtrædelser, ser os som vi er, som kender os bedre en vi selv. En dommer som elsker os og som er uendelig nådig. Langt mere nådig i sin dom end vi er, både når det gælder dommen over os selv og over andre.

Det er en velsignelse at være under dom, når dommeren er Kristus!

Herre Kristus, ene din er dommen,
hvem kan dømme i sin egen sag?
Hvem kan dømme, før den tid er kommen,
natten lyser som den klare dag?
Dommerne blir dømt, når du skal råde,
og de dømte kendes fri af nåde. (DS 276, 3)

Historiens Herre

Andagt skrevet til Brødremenighedens Husandagtskalender. Bragt den 18. Januar 2020

“Hvilken gud, i himmel eller på jord, kan gøre den slags vældige gerninger, som du gør?” 5. Mos 3,24

“Fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være ære til evig tid!” Rom 11,36

På vej hjem fra en skitur hørte min familie og jeg i fællesskab en lydbog i bilen. Bogen var Jules Vernes klassiker “Zarens Kurér” i en bearbejdet og forkortet udgave. Jeg har læst bogen i min barndom – åbenbart – i en anden udgave. For da jeg genhørte bogen opdagede jeg, at de to udgaver var forskellige, selvom historien naturligt nok fulgte samme dramatiske forløb. De begyndte fx ikke fortællingen samme sted og behandlede et “plottwist” ganske forskelligt.

Det fik mig til at tænke på, hvem der egentligt er herre over en historie: Er det forfatteren, læseren eller fortælleren (bearbejderen)? Og bevæger os ud af litteraturens verden kan vi jo spørge, hvad med dem historien sker for?

Èn af de store ting vi kalder Gud er Historiens Herre. For han er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Han er ikke bare én histories herre, har er selve Historiens Herre. Som skaber er han forfatteren. Som den der griber ind med vældige gerninger som ingen anden kan gøre er han fortælleren og som dommeren ved tidens ende er han den, som læser historien.

Men i Jesus Kristus blev han er også en af dem som historien sker for. Han nøjedes ikke med at være begyndelsen og enden. Han blev en af os og var midt i historien som menneske. På den måde tog han det sidste perspektiv af historien på sig og blev dens suveræne Herre.

Og for os som ikke er begyndelsen eller enden, men alene lever midt i historien er det uendeligt håbefuldt af vide, at Historiens Herre, han som alle ting er fra, ved og til, også har gjort det.

Giv os nåde, mens vi venter,
til at leve midt i verden.
Giv os nåde til at lide
ved din Ånd, som virker i os,
han, som ser dig, som du er! (DDS 277,5)

Velsignelse

Andagt skrevet til Brødremenighedens husandagtskalender. Bragt den 25. april 2019

“Mæt os om morgenen med din godhed, så vi kan juble og glæde os hele vort liv.” Sl 90,14

“Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse.” Ef 1,3

Vi har netop fejret påske. Påsken som fuldender overgangen fra den gamle pagt til den nye pagt og som udfolder en ny forståelsesramme for en række af Det Gamle Testamentes udsagn. I dagens Bibelvers er det begrebet velsignelse der udfoldes på ny.

I en Gammeltestamentelig kontekst er velsignelse først og fremmest frugtbarhed, at marken giver afgrøde, at familien blomstrer, at livet er godt i alle aspekter. Derfor er bønnen: ”Mæt os om morgenen med din godhed” en bøn om velsignelse, en bøn om at give os alt det jordiske vi har brug for.

Det nye Testamente giver et kraft af påskens begivenheder et nyt blik på velsignelse. Nemlig at velsignelse angår meget mere end frugtbarhed. Velsignelse er på det nye testamentes præmisser i langt højere grad er et åndeligt anliggende – at vi er omfattet af Guds kærlighed. Efter Påsken – efter Jesu død og opstandelse kan et velsignet menneske blive udsat for alverdens trængsler, men fortsat juble og glæde sig fordi han føler Guds kærlighed i sit liv.

Og i kraft at Jesu liv, Jesu lidelse og død, Jesu opstandelse, i kraft af Kristus kan vi juble og glæde os hele vort liv og lovprise Gud. Fordi vi er blevet givet alt hvad vi i åndelig forstand har brug for. Vi har i kraft af Jesus Kristus blevet givet det løfte at vi altid er omfattet af Guds Kærlighed. Vi er blevet Velsignet med al himlens åndelige velsignelse.

Kærlighed er lysets kilde,
kærlighed er livets rod,
derfor er Guds råd så milde,
derfor er Guds Ånd så god,
som vor frelser har forklaret,
Ånden selv os åbenbaret,
som vi føler i Guds fred
og det håb, vi trøstes ved.

(DDS 696,1)

Forjættelse

Andagt skrevet til Brødremenighedens Husandagtskalender. Brag 23. juli 2018

“Herren sagde til Isak: Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom.” 1 Mos 26,4

“Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget.” Matt 8,11

Vi er i trinitatistidens første halvdel og et væsentligt spørgsmål, som forsøges besvaret af prædikentekster og prædikanter i denne tid er spørgsmålet: Hvad betyder det at Jesus er Kristus?

Det spørgsmål lyder også med i dagens tekster. I en mere specifik form – nemlig hvordan vi som kristne skal se på Guds løfter til Abraham, til Isak, til Jakob, til Israelitterne, ja til hele den gammeltestamentelige tanke om udvælgelse.

For det er tanken om udvælgelse som lyder igen og igen i det gamle testamente og forbinder ét folk med Gud på en særlig måde, der er illustreret i ordene “Alle Jordens folk skal velsigne sig i dit afkom.” Men udover at vi er et af alle jordens folk, hvad angår det så os, som ikke hører til blandt Isaks efterkommere? Hvordan bliver udvælgelsen og løfterne relevante og betydningsfulde for os?

De bliver betydningsfulde, fordi Jesus er Kristus. Fordi Jesus blev født hos og af dette folk, han var Isaks afkom. I ham blev løfterne til patriakerne, til kongerne, til folket opfyldt. Fordi Jesus er Kristus er udvælgelsen ikke eksklusiv på Gudsrigets præmisser, for med Kristus bliver velsignelsen delt med os alle. Fordi Jesus er Kristus “skal mange komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget.”

I Jesus Kristus kan alle jordens folk velsigne sig. Udvælgelsen opfyldte sit formål i ham og den måde vi skal se på Guds løfter til Abraham, til Isak, til Jakob: At de er blevet opfyldt, og fordi de er opfyldt i Jesus gælder velsignelsen og udvælgelsen også os. Vi er Guds folk.

Hvad de gamle fædre sig
ønskede så hjertelig,
og hvad fordum lovet var,
Herren herligt opfyldt har. (DDS 80,2)

at være der for det andet menneske

Andagt skrevet til Brødremenighedens Husandagtskalender. Bragt den 26. oktober 2017

“Tag vare på ret og øv retfærdighed, for min frelse er kommet nær, og min retfærdighed skal snart åbenbares.” Es 56,1

“Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel.” Fil 2,4

Vi er i sidste del af trinitatis tiden og nærmer os kirkeårets afslutning. Et centralt element i Trinitatistiden er på én gang at forkynde evangeliet, frelsen og nåden som Jesu død og opstandelse indebar og samtidigt formidle at vi som kristne er givet en opgave. Det er altid den samme opgave, der bliver beskrevet: at være der for det andet menneske.

I dagens bibeltekster er opgaven også tydelig. Det er den der formuleres i ordene: ”Tag vare på ret og øv retfærdighed” og ”tænk alle også på de andres vel.” Det er værd at bemærke sig at ord som at tænke på andre, tage vare på ret og at øve retfærdighed ikke siges ud fra en menneskelig standard, det er Guds standard for retfærdighed og ret der henvises til. Og Guds retfærdighed kan ikke adskilles fra hans kærlighed.

Den retfærdighed vi skal øve, den ret vi skal tage vare på er at vise kærlighed til de andre. Igennem Jesu død og opstandelse er vi sat fri for gennem præstationer at række ud efter Guds Rige, for Guds rige er kommet nær. Samtidigt er vi givet den opgave på grund at det at skulle efterfølge Kristus i det at møde det andet menneske med kærlighed.

Kærligheden er på én gang fantastisk og skræmmende, for den behøver ikke processer, borgermøder, lovgivning, for at komme til udtryk. Kærlighed kan komme til udtryk i ethvert møde du har med et andet menneske. Det gør det muligt for dig at gøre noget og det gør dig ansvarlig.

Guds kærlighed ej grænse ved.
Hans ord os åbenbarer,
at den er dyb og lang og bred,
og at den evig varer.
Men mærkes skal den her på jord,
hvor lidende iblandt os bor,
og ringe undertrykkes. DDS 365 v 1

Frimodighed

Andagt skrevet til Brødremenighedens Husandagtskalender. Bragt 28.01.2016

“Herren sagde til Moses: »Alt det, jeg befaler dig, skal du sige.«” 2. Mos 7,1.2

“Og nu, Herre, se dog deres trusler, og giv dine tjenere at tale dit ord med fuld frimodighed.” ApG 4,29

I dagens løsenord taler Gud til Moses om det budskab, han skal bringe til israelitterne og til Farao. Et budskab, der er klart og utvetydigt, da det er et budskab, som Gud befaler. Denne klarhed er ikke altid at finde, når vi som kristne og kristen kirke skal forkynde Kristus. For hvor Gud udtrykte, hvad Moses skulle sige, og understøttede budskabet med handlinger, så er budskabet om Kristus, budskabet om Jesu opstandelse altid utroligt. Selv de, der havde været sammen med Jesus før korsfæstelsen, kunne ikke tro det, før den opstandne viste sig for dem.

Det er ikke os forundt at se den opstandne, og derfor kræver det, i endnu højere grad end, for disciplene, frimodighed at forkynde Jesu opstandelse, at forkynde det, som dårligt kan tros. Og at forkynde Kristus, at vidne om Jesu liv, død og opstandelse er netop den opgave, vi som kristne og som kirke er sendt ud med.

Da Moses havde sagt alt det Gud havde befalet ham, fulgte Gud budskabet op med mægtige gerninger. Her er vores vilkår som kristne og som kirke i dag helt anderledes. Vi kan ikke vente os mægtige gerninger til at bakke vores forkyndelse op. For den mægtige gerning er allerede sket. Det eneste, der kan bakke vor forkyndelse op, er den måde, hvorpå vi forkynder. At vi forkynder modigt og frit.

På den baggrund er det derfor en meget væsentlig bøn, der er indeholdt i dagens læretekst. Nemlig den bøn, at de kristne og den kristne kirke altid vil tale Guds ord med frimodighed, og i frimodighed forkynde både Jesu død og hans opstandelse!

Men det, som intet øje så,
vil kirken holde søndag på
og vidne frit, som Ånden bød,
om ham, der døden gennembrød (DDS 238,4)