Frimodighed

Andagt skrevet til Brødremenighedens Husandagtskalender. Bragt 28.01.2016

“Herren sagde til Moses: »Alt det, jeg befaler dig, skal du sige.«” 2. Mos 7,1.2

“Og nu, Herre, se dog deres trusler, og giv dine tjenere at tale dit ord med fuld frimodighed.” ApG 4,29

I dagens løsenord taler Gud til Moses om det budskab, han skal bringe til israelitterne og til Farao. Et budskab, der er klart og utvetydigt, da det er et budskab, som Gud befaler. Denne klarhed er ikke altid at finde, når vi som kristne og kristen kirke skal forkynde Kristus. For hvor Gud udtrykte, hvad Moses skulle sige, og understøttede budskabet med handlinger, så er budskabet om Kristus, budskabet om Jesu opstandelse altid utroligt. Selv de, der havde været sammen med Jesus før korsfæstelsen, kunne ikke tro det, før den opstandne viste sig for dem.

Det er ikke os forundt at se den opstandne, og derfor kræver det, i endnu højere grad end, for disciplene, frimodighed at forkynde Jesu opstandelse, at forkynde det, som dårligt kan tros. Og at forkynde Kristus, at vidne om Jesu liv, død og opstandelse er netop den opgave, vi som kristne og som kirke er sendt ud med.

Da Moses havde sagt alt det Gud havde befalet ham, fulgte Gud budskabet op med mægtige gerninger. Her er vores vilkår som kristne og som kirke i dag helt anderledes. Vi kan ikke vente os mægtige gerninger til at bakke vores forkyndelse op. For den mægtige gerning er allerede sket. Det eneste, der kan bakke vor forkyndelse op, er den måde, hvorpå vi forkynder. At vi forkynder modigt og frit.

På den baggrund er det derfor en meget væsentlig bøn, der er indeholdt i dagens læretekst. Nemlig den bøn, at de kristne og den kristne kirke altid vil tale Guds ord med frimodighed, og i frimodighed forkynde både Jesu død og hans opstandelse!

Men det, som intet øje så,
vil kirken holde søndag på
og vidne frit, som Ånden bød,
om ham, der døden gennembrød               (DDS 238,4)